PLUSQUAMPERFECTUM

press to zoom

press to zoom

press to zoom

press to zoom
1/6

Manus: Astrid Øye
Iscenesættelse: Line Paulsen
Skuespillere: Christiane Rohde, Marie Haugsted Mors, Jesper Balsløv Fransén, Claus Hanke, Oliver von Gerstenberg Hallberg, Frederik Haugsted Mors.
Scenograf: Rasmus Jørgensen
Kostumie: John Vige Pedersen
Lys: Søren Lykkeager
Dramaturg: Elin Grinaker, Søren Lykkeager
Producent: Paul Ø
Scene: CaféTeatret
Foto: Ty Stange
Grafiker: John Vige Pedersen

Historien tager sin begyndelse, hvor virkeligheden må give op – der hvor tiden opløser sig, og et menneske får lov at møde sig selv på tværs af tiden. Men kan den 20-årige lide sig selv som gammel? Og kan den 70-årige huske den unge pige, som pludseligt står og betragter hende? De to rejser ud og ind gennem livets aldre, hvor al logik ender. Stopper der, hvor det gik galt. Går galt. Var gået galt. De omgives af mænd i alle aldre, der ikke vil holde op med at synge. Unge bliver til gamle bliver til børn. Livet truer med at slutte, før det kom i gang.

 

 Særdeles lovende premiere. I PlusQuamPerfectum er CaféTeatrets kælderscene omdannet til et fugtigt og skummelt arkiv, hvor en ældre kvinde angiveligt skal læse op af sine erindringer. Men hurtigt afbrydes oplæsningen af en stribe drømmespring frem og tilbage til barndommen, den første forelskelse, den modne kvindes overvejelser og til sidst en bevægende scene, hvor kvinden engang i fremtiden sidder lettere konfus på et plejehjem og ikke rigtigt ved, hvem hun er. Undervejs har hun mødt sig selv og sine mænd i flere udgaver og aldre, elegant spillet af en ung kvinde, en dreng, en ung mand og en ældre mand. I korte, præcise scener, med fortættede replikker og en meddigtende brug af musik fortrylles og røres vi af historien. Ikke mindst fordi Christiane Rohde skaber et gribende portræt af den ældre kvinde. Efter mange års fravær står hun nu på en scene igen. Modnet, men uden at have mistet den charmerende sødme eller sansen for at smække en replik ud, der var hendes særkende i et mylder af komedier og farcer frem til begyndelsen af 1990'erne. Nu er sødmen blevet iblandet en erkendelsens smerte, der suger vores blikke til sig, som hun sidder dér på bænken og ser fortabt ud på os. Men kvinden er ikke kun hjælpeløs. Vi møder hende først som en myndig, lettere irritabel bibliotekarmodel, der foredrager for os med lakonisk sarkasme om et kvindeliv, der aldrig blev rigtig godt. Siden er hun piget og blid, da hun pludselig står over for sig selv i ung udgave, kønt og frisk spillet af Marie Haugsted Mors, der er formidabel i et rablende kontaktannoncenummer, og over for den første kærlighed, som Jesper Balsløv Fransén giver med selvfølgelig charme og troværdig tæthed i forelskelsens mange faser. Helt skøn er også den dreng, der på original vis repræsenterer alle livets myndighedspersoner. Her bliver det pludselig surrealistisk og meget vittigt teater. I det hele taget er både teksten og Line Paulsens iscenesættelse præget af en velgørende tør humor og en præcis enkelhed i scenegangen, som tilsat en overrumplende brug af sang, både rock og klassisk, løfter forestillingen ud af den banale hverdagsrealisme og i stedet tager os med på en times vittig, velskrevet, velspillet og bevægende drømmetur i en kvindes liv fra vugge til grav.

Henrik Lyding, Jyllandsposten 1. dec. 2005