top of page

PEE PEE PARADISE

Thomas Mader er den stenrige ejendomsspekulant, som under et interview i en luftballon over Hamborg, ser Innocentia park. Denne lille grønne plet bliver hans billede på paradis i Hamborgs beton, sten og stål. Oplevelsen får Mader til at begynde at vandre i Innocentia park. I parken ser han en dag en kvinde og hendes søn. De kommer dagligt i parken og på afstand knytter Mader en relation til den lille familie. Han begynder at sende dem anonyme månedlige økonomiske tilskud. Samtidig mister han interessen for sine forretninger. Han vælger at sælge ud bid for bid. Denne bemærkelsesværdige forandring forbliver uartikuleret. Den kan ikke beskrives med de ord, som Mader har til sin rådighed og i stedet giver den sig til udtryk i en gradvis opløsning af Maders autoritære kropsholdning og gestiske korrekthed. I takt med, at Mader fortier sine planer, spindes han ind i mistænkelighedens net. Hans månedlige tilskud til den lille dreng, der umiddelbart syntes nobel, står pludselig i et noget andet skær efter drengens pludselige forsvinden.

Forestillingen udforskede ansvaret og flugten fra ansvaret: Hvem står man til ansvar overfor, når man ændrer retning i sit liv? Kan man gøre gode gerninger uden at ønske noget til gengæld? Eller er der altid skjulte motiver bag menneskets handlinger? Hvem er man som velhaver med magt og en forsømt familie, hvis ikke arbejdets normer længere definerer det?

 

 

Den tænksomme forestilling afleveres med glimrende sans for tekstens skarpe absurdisme og dens poetiske længsel i Line Paulsens disciplinerede og bevidst distancerende iscenesættelse, der tillader sig også at forlade ordene og forfølge mere kropslige udtryk.

(Jakob Steen Olsen, Pee Pee Paradise i Berlingske Tidende d. 6. Maj 2008)

 

Line Paulsens koncentrerede dramatisering og koreografisk-elegante iscenesættelse er i høj grad er seværdig. Fem kvarters begavet og fortættet teater om nogle af livets store spørgsmål. Dem, der ikke altid er noget entydigt svar på.

(Henrik Lyding, Pee Pee Paradise i Jyllandsposten d. 4. Maj 2008)


Efter en roman af Ingvar Ambjørnsen
Bearbejdelse og iscenesættelse: Line Paulsen
På scenen: Morten Hauch-Fausbøll, Benjamin Kitter, Marie Haugsted Mors
Scenograf og kostumie: Michaela Weisskirchner
Lyd: Thomas Birch
Lys: Søren Lykkeager
Dramaturg: Elin Grinaker, Søren Lykkeager
Producent: Line Paulsen
Scene: CaféTeatret
Foto: Michaela Weisskirchner
Grafiker: Mads Bastell

bottom of page