REPTILICUS (2010)

press to zoom

press to zoom

press to zoom

press to zoom
1/15

Tekst: Kim Leine

Libretto: Line Paulsen 

Komponist: Karsten Fundal

Iscenesættelse: Line Paulsen

Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz

Lysdesign: Sonja Lea

Medvirkende:

Skuespiller Olaf Johannessen

Skuespiller Joen Højerslev

Sopran Cille Buch

Cellist Ida Nørby

Tenor Tobias Ørum

Pianist Charlotte Thanning. 

Foto: Søren Meisner

Thomas Glahn er den intelligente, privilegerede, heteroseksuelle moderne mand, der vågner op på provinshotellet Machs hotel. Her kan han endelig få fred fra kvindekød og få tid til at spise koteletter, tænker han. Men Glahn er ikke alene. Vermand er der også. Og han følger efter Glahn som en skygge, indsyltet i dyrisk besættelse af kvindekroppen. Vermand er jaloux på Glahn, der har tilgang til alt, men som ikke længere vil have det. Snart mødes de to til et opgør. Måske er Machs hotel en blindgyde?

“PAN” er en opera- og teaterforestilling, hvor realiteten er gået i stå. Stinkende af passivitet og fyldt med dåsemad og had, giver manden her afkald på enhver form for værdighed. Mellem beskidte vasketøjsbunker og krøllet spermpapir slæber han sit slimspor efter sig, mens surreelle kvindekroppe med blodrøde læber spiller hvinende på cello eller klaver. I en stribe arier begræder den mandlige hotelbetjening livets uindfriede længsler, og et flerstemmigt køkkenkor lokker med koteletter, brun sovs og kartofler. 

”PAN” er en bunke lort, et sort-hvidt requiem over den moderne mand, hans forladthedsfølelse, magt, angst, skam, alle hans krige, penge, forliste ægteskab, fisser og skilsmisser. 

Pan er blevet en forrygende og manisk musikalsk fantasiverden. Smuk og obskøn, stillestående og centrifugeagtig. Den intense dramatisering og vildskabsdyrkende iscenesættelse er skabt af Line Paulsen, der også var instruktøren af Karsten Fundal og Suzanne Brøggers heftige forestilling Koncert for Lou i 2017.

Igen skærper Line Paulsen sit fokus på kroppen og kønnet – vel at mærke med kvinden som akkurat lige så stærk kønsbestyrer som manden. Det lykkes hende at skabe nogle originale portrætter af kvinder, der er fuldt ud lige så klar over deres egen indre drift som mændene. Ikke mindst fordi scenografien af Marie Rosendahl Chemnitz er så skødesløst træfsikker i sine valg af hotelsengens klassiske muslingegreb, hoteltjenestepigens blodplettede, gule rengøringshandsker, rigmandsslåbrokkens mønstrede revers, de overdrevne realityfedtpuder på kvindernes lår og de forfløjne hvide kniplingskapper på deres tjenestepigehoveder – for ikke at tale om det hvidmalede, døde træ, der triller stiliseret rundt på en lille vogn langs bagscenen. Alt sammen badet i Elke Lalermans urovækkende, blå lys og lavthængende neonrør, der ikke lader liderligheden i fred et eneste øjeblik.”

-Anne Middelboe

„Kvindehad og kussesult. Operaen »Pan« udforsker den moderne mands veje og vildveje. Vildt, modigt, grænseoverskridende – også slutningen er eksplosiv... Denne skribent drager i hvert fald fra Holmen dybt påvirket efter en flot, relevant og tankevækkende forestilling. “Marie-Louise Zervides/ Seismograf

„ Hvad stiller vi op med naturen i os mennesker? På godt og ondt? Se ’Pan’. Den er skrevet af en hudløst skarp, men også uudholdeligt insisterende forfatter, og så er den båret af et dedikeret hold af skuespillere, sangere og musikere. “

Thomas Michelsen/ Politiken

„ I SaltoMortales eksistentielle skovdans af en forestilling, står Kim Leines åbenmundede tekst ansigt til ansigt med komponist Karsten Fundals dystre toner, når det fremragende cast forløser SaltoMortales sceniske fremstilling af PAN. “✮✮✮✮✮ Casper Koeller/ Sceneblog