Aeneas er det søgende menneske, der instinktivt søger viden, kærlighed og forståelse for hvordan han skal begribe verden. På et socialt medie finder han Dido. Men er hun ægte? Aeneas får hjælp af Juno. der hacker sig vej ind i Didos liv. Snart kan vi kigge ind ad Didos soveværelsesvindue på Google street view. Vi ved, at hun efter arbejde løber 10 kilometer med mobilen på overarmen logget ind på Endomondo. Fra chatten ved vi, hun er single og knepper sig udenom sorgen fra et tabt barn. Spørgsmålet er: Hvad kan vi vide om Dido? Svaret er: Alt. Og snart er hun klar til at dyrke kærligheden igen, finde helten bag den pulserende cursor og det pixelerede billede. 

Internettets ubegrænsede adgang får os til at åbne op for intimiteten, som vi ikke kender omfanget og konsekvenserne af. Aeneaderne er en forstilling, der giver et øjebliksbillede af vores digitale verden, hvor alle oplysninger er tilgængelige og hvor smilierne blinker, med hjerter som øjne. Men kan vi transformere digitale følelser og et helt liv levet på nettet til den virkelige verden – hvad det så end er?

 

Selve spillet bliver vildt fascinerende. Joen Højerslev spiller reflekteret muskelløve i et uigennemskueligt ensomhedsunivers – drevet frem af drømmen om at finde kærligheden på nettet eller i hvert fald noget sex. Og Tilde Maja Fredriksen går catwalk som skøn og mystisk myteutilnærmelighed med flot røv og løvindelangsomme hæle – og med den snigende Benjamin Kitter i rollen som både hjælper og troldmand i samme figur. For Line Paulsens instruktion understreger raffineret digitaleventyrets endeløse rejse: Her er der hverken tragedieslutning eller happy end. For skærmvirkeligheden slukker aldrig …

(Anne Middelboe, Information 18. marts 2013)

 

 

Dekorationen er et storslået, labyrintisk, lad os gætte: kartagisk søjle- og irgang-bestykket sæt kulisser til forsvindings- og genkomstnumre, belyst og dekoreret med løbende ’messages’ i formatet Times New Roman, eller hvad det nu hedder. Ophavskvinden til dekorationen er Nathalia Mellbye. Og instruktøren er Line Paulsen, som har fået det sære gjort netop så sært, som det skal være, for at vi ryster lidt sørgmodigt på hovedet over de elektroniske landvindingers absurditeter.

(Gregers Dirkinck-Holmfeld, 12. marts 2013)

 

 

'Aeneaderne' tænker fremad forbi fortidens kontaktannoncer, nutidens net-dating og sociale medier. Stykket skitserer net-dating i en nær-fremtid, hvor vi udleverer forskellige virkelige følelser, der helt går i et med en virtuel dagligdag. Vil du se i en krystalkugle, er 'Aeneaderne' værd at se.

(Philip Bøgh, Kulturkongen, 10 marts 2013)

Manus: Line Mørkeby
Iscenesættelse: Line Paulsen
Skuespillere: Benjamin Kitter, Tilde Maja Frederiksen, Joen Højerslev.
Scenograf: Nathalie Mellby
Musik: Mikkel Hess
Lys: Turpin Djurhuus
Lyd: Jonas Jørgensen
Dramaturg: Mette Tranholm
Producent: Line Paulsen og Sceneprojekt
Foto: Natascha Thiara Rydvald

AENEADERNE
- Lykken står skrevet i Times New Roman

press to zoom

press to zoom

press to zoom

press to zoom
1/15