En forestilling der bryder tabuet …

Vi ser det. Men vi nævner det ikke. Som en usynlig elefant i rummet alle mærker, men ingen nævner, lader vi alkoholmonstret – misbruget – fylde.

I forestillingen Beruselse giver vi co-misbrugerne en stemme.

Som i den græske tragedie, hvor helten går fra velstand til ruin, forvandler alkoholmonstret en familie, som på overfladen ser helt perfekt ud, til en skamfuld affære, hvor børn og voksne forsøger at dække over dét, der ikke fungerer.

Det er en familie med brudte løfter og et stort tabu. Mor, lillebror og storesøster er med-afhængige. Det er far, der drikker. Men misbruget styrer også resten af familien. Medafhængighed og alkoholmisbrug har taget magten fra dem. Det er ikke længere familien, der styrer hverdagen.

Beruselse tager dig med derind, hvor du oplever skyggesiden af den dysfunktionelle familie – men vi kommer også med derind, hvor vi aner et glimt af håb for fremtiden uden alkohol.

Beruselse viser, hvor svært det er at bryde et tabu, som har taget bo i krop og sjæl. Med latter som absurd forløsning kigger vi ind i familien og kommer tæt på co-alkoholikerne.

Forestillingen er for teenagere fra 15 år og voksne.

​

​

​

Intens og bevægende familedrama

 

Alkoholisme og med-misbrug i familen. Hvordan forløses dette vanskelige emne dramatisk?

Det kan I tage ind at opleve på Team Teatret, for jeg kan ikke forestille mig, at det kunne gøres mere knugende, uhyggeligt og hjertegribende. Mod slutningen oplevede jeg den fantastiske fornemmelse, at vi alle trak - og holdt - vejret synkront, tryllebundet af en heldig forening af skuespil, lyssætning og musik.

 

Scenografien og kostumerne indikerer, at vi ikke er i et socialrealistisk univers.

 

De bolsjestribede habitter og den store runde opart-mønstrede manege giver associationer til cirkus.

 

Det fire-mand store fortællekor, der indrammer historien, giver associationer til den græske tragedie.

 

Skuespillerens træden ind og ud af roller ved blot at iføre sig paryk giver associationer til absurd teater a la Dario Fo.

 

Fraværet af rekvisitter giver association til mime.

 

Slowmotioneffekten er filmisk.

 

Og alt sammen bidrager det til at afdække historien.

 

Anders Cornelius Zoffmann, spiller rollen, som den på mange måder sympatiske, og ikke synligt påvirkede far, hvis gentagende svigt ikke desto mindre påvirker hele familien. Det er både hans og manuskriptforfatterens fortjeneste, at han ikke er et monster, men et rigtigt menneske. Monstret er til gengæld hele tiden tilstede på scenen, som en grå deform luftpude af varierende størrelse.

Rollen som den udglattende, selvbebrejdende mor spilles af Marianne Søndergaard. Man er helt ødelagt, når hun, i et forsøg på, at holde sammen på sig selv, tænder og ryger en fiktiv cigaret.

Sofie Ancher Vea er den dygtige, perfektionistiske og følsomme storesøster. Gribende er scenen, hvor hun synger Elefantens vuggevise og grusom er hendes bræk-reflekser, når hun bliver presset.

Som lillebroren, der sanser, at noget er galt og - som den eneste- giver direkte udtryk for farens svigt, møder vi Ernesto Piga Carbone, der også udmærker sig ved at spille fantastisk “luftfodbold”.

Velgørende er det, at børnene ikke er instruerede i at “spille” børn, men i at udtrykke hver sin afmagt.

 

Som stemningsmarkør er musikken vigtig - på en diskret måde.

 

Dejligt, at teatersæsonen indledes med så vedkommende og velspillet en forestilling. Den fortjener et stort publikum.

​

- Herning Folkeblad 22.09.17

​